Rucola, vild, økologisk
25,00 kr.
Der findes to typer rucola: almindelig rucola og vild rucola. Dette er den vilde type, som også kaldes sandsennep. Den danner små, fligede blade med kraftig smag og ligner meget den slags, man køber i butikkerne. Men smagen er langt bedre, når den spises friskhøstet.
I Havekassen har vi forsøgt os med begge typer, og her er de fleste af medlemmerne enige om, at de foretrækker den vilde type. Derfor er det nu den, som indgår i Havekassens program.
Vild rucola kan sås, når jordtemperaturen er 8 grader (normalt fra starten/midten af april). Det er en meget hurtigt udviklende afgrøde, som man kan begynde at høste allerede 1½-2 måneder efter såning. Man skal nyde planterne, mens de er unge. De begynder hurtigt at blomstre og sætte frø, og så er de ikke så lækre længere. Hvis man lader planterne blomstre, sår de sig selv meget villigt, og derefter kan man finde små planter som ukrudt i de efterfølgende år.
Posen indeholder 0,6 g svarende til ca. 2.000 frø.